KANTbyRAHBEK

my childhood, my break and now.

IMG_5820kjjj

Et lidt seriøst indlæg fra mig af her, håber i har lyst til at læse det.
Jeg har altid været den pige som er blevet holdt udenfor i skolen, og på efterskolen jeg gik på. Jeg har altid været den ingen gad snakke med, jo få personer og de ved nok godt selv hvem de er, jeg har altid været hende som folk så ned på, hende som folk ikke gad snakke med, og jeg ved egentligt ikke hvorfor? Jeg har bare været mig selv hele vejen igennem. Da jeg var mindre var jeg rødhåret, brugte briller og ja.. Det gjorde ikke det hele bedre, af den grund desværre. Men jeg blev ældre, og de blev ved og ved, men til sidst gjorde det mig intet så røg det bare ind af det ene øre og ud af det andet igen. Jeg er en meget stærk pige og kan klare lidt at vært, der skal meget til før jeg bryder sammen, mit glas skal i hvert fald først fyldes grundigt op.

Men det hele gik galt for en 3 år siden, hvor jeg fik mit hjemmerøveri.. Det har gjort mig mindre stærk, det har gjort mig ulykkelig, det har gjort mig sindssyg usikker på mig selv, og vi troede et efterskole år ville være det helt rigtige for mig, men niksen, det var det bestemt ikke, i hvert fald ikke på en efterskole hvor der var alt for mange, og man blev mobbet, af hende man boede på værelse med, føj. Men for de tre år siden vågnede jeg en nat, hvor en mand stod helt lænet ind over mit bord, han stod og fumlet med min bærbar computer, heldigvis vågnede jeg og skreg alt hvad jeg kunne, og så løb han, ud af værelset og så var han pist væk. Jeg ville egentligt gerne vide hvem det var, hvorfor han gjorde det, og hvorfor han lige brød ind ved os, da der stod vi havde hund, og der stod også biler ude foran, som han kunne se der var nogen hjemme. Har på fornemmelsen at vi kendte ham der brød ind i vores hus.

Der er gået flere år nu, og bor et andet sted sammen med min mor, og vi har det fantastisk sammen selvom vi mange gange kan ryge i totterne på hinanden, og skændes som taget er ved at løfte sig. Men alligevel ved jeg at hun altid står her når jeg har mest brug for hende, og hendes støtte. Hun er den bedste i verden. Men jeg er ikke nået særlig langt med mit indbrud, jeg ville ønske at jeg kunne være alene hjemme om natten, men det kan jeg desværre ikke endnu, det er jeg så træt af, for inden det skete var jeg tit alene hjemme om natten og jeg elskede det, jeg elskede at kunne sidde og hører musik, der var skruet totalt højt op, uden de var hjemme. Men håber virkelig snart at jeg får taget mig sammen til at være alene hjemme om natten, for det er virkelig det eneste skridt jeg nærmest mangler, for at komme helt videre i mit liv. Men til tider hører jeg lyde, ser syner, som om der er noget som egentligt ikke er her, det må være min angst der nogle gange kommer og går igen, for det ikke tit, men når jeg er alene hjemme gør jeg det, hvis det er om aften.

Jeg har også haft en skide svær skolegang, har aldrig været hende der rakte hånden op for at svare på det læren spurgte om, har altid været hende der gemte sig væk bag i klassen, som læren aldrig spurgte mig. Når vi lavede projekter og det skulle fremlægges kunne jeg ikke være med, for jeg kan ikke fremlægge noget for andre, min selvtillid er der ikke som jeg kan stille mig op foran 30 eller flere og fremlægge, niks. Men min lære Pia, hun fik vendt mig af med frygten, i hvert fald lidt af den, og det var jo pisse fedt, men desværre kom det indbrud og så forsvandt alt bare med det samme, den selvtillid jeg havde fået, var der ikke mere, min glæde for svandt, ja alt.. Det har været noget møg, og det er det stadigvæk, jeg håber sådan at jeg snart kan komme videre med det, jeg vil ønske at det hele gik væk, at jeg var ligesom jeg var dengang.

Den dag, i dag går jeg ude på produktionsskolen her i Pandrup, og vågner altid op med det største smil på læben, og har altid lyst til at komme op og i skole, for jeg ved, at jeg skal ud til nogle fantastiske personer, som jeg holder meget af. Går i en klasse med ene piger og to drenge, og kommer godt ud af det med alle, i sær pigerne, jeg er inderligt glad for at jeg fik chancen og kom derud at gå, det nok det bedste der er sket for mig, og jeg er evigt taknemlig. Jeg er en meget glad pige fortiden, jeg står op med et smil på læben, og går også i seng med et kæmpe smil. Det er ingen lyv, når jeg siger at mit liv, er kun blevet bedre og bedre, det sene stykke tid, og det er skide fantastisk at have det sådan med sig selv. Der er bare nogen mål i livet jeg skal have klaret nu, og 1. af dem er at kunne være alene hjemme om natten, og det håber jeg virkelig snart jeg kan, for det ville give mig så meget selvtillid, og et pust i min hverdag, hvis jeg kunne det. Så krydser simpelthen mine finger for at det sker en dag, at jeg kan det. Det godt være i tænker at det er sgu da nemt at være alene hjemme om natten, der sker jo intet. Ja, det sagde jeg også til mig selv inden indbruddet skete. Men nu er det altså anderledes. Men kan kun takke min fantastiske familie, veninder og venner for at jeg er nået så langt her, uden jer.. var jeg ikke nået her til.
Hvad synes i om dette indlæg? 

3

  • 1. Jeg elsker billedet. Det er virkelig godt og passer perfekt i kontekst.
    2. Som jeg skrev til dit indlæg om indbruddet for mange måneder siden, er det så forfærdeligt. Jeg forstår dig virkelig godt. Jeg er 22 år og jeg ville aldrig sove alene i mine forældres hus. Det er et dejligt hus og der er overvågning hele vejen rundt, men det er for stort til, at jeg ville kunne lide at ligge der alene om natten. Jeg synes du er fantastisk. Du skal nok nå dit mål. Bare giv dig selv lov til at bruge den tid der skal til <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • kaathrinejohansen

      1. Tak smukke, er jeg glad for du synes.
      2. Ja, det ved jeg, skal bare give mig selv tiden! 🙁 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er rigtig pæn!

    Har en giveaway på min blog, vil du ikke kigge forbi? mylifemyworldlouise.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KANTbyRAHBEK