Det er okay, at være stolt

Det begyndte i 2007/2008 hvor jeg skulle være alene hjemme, det var et stykke tid efter min konfirmation, så var omkring de 14 år. Havde set utrolig meget fem til at være alene, uden nogen til at sige hvad jeg skulle gøre, og ikke gøre. Men det blev til mit værste mareridt i stedet for, da jeg vågner ved en vildt fremmed står foran mig, og skulle til at stjæle min computer for næsen af mig. Jeg fik ham heldigvis stoppet med da jeg skreg alt hvad jeg kunne, i kan læse alt om indbruddet HER. Som kun 14 årige, sad jeg med tårene langt nede af mine kinder, og med et så forvirret sind, at jeg overhovedet ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men heldigvis er jeg blevet stærkere, og kæmpet mig hele vejen op igen.

Men indlægget skal ikke handle om det, det skal handle om mig, min nye lejlighed og om at være stolt af sig selv, fordi man tager fremskridt i sit liv. For godt og vel 3 år siden, troede jeg aldrig i mit liv, at jeg ville kunne komme over det indbrud, fordi jeg stadig var pisse langt nede, og rad for så mange ting, som jeg ikke burde. Men på et tidspunkt tog jeg en snak med min mor, om at være alene hjemme om aften/natten i nogen timer. SÅ næste gang hun tog i byen, skulle jeg altså være helt ALENE hjemme, uden hjælp fra min bedstefar eller naboen – jeg skulle være fuldkommen mig selv, i lejligheden. Jeg fortalte mig selv, at det kunne jeg godt klare, og at jeg ikke skulle være bange, MEN da natten faldte på, blev jeg pisse bange hvis jeg selv skulle sige det, alle de lyde som var rundt omkring mig, jeg skruede altid ned for musikken, eller fjernsynet, som jeg selvfølgelig kunne høre alt der var omkring mig, selv bilerne ude på vejen, kunne jeg hører, fordi jeg brugte alle mine kræfter på at lytte efter det, og jeg sov altid først kl. lort om morgen, fordi jeg ikke kunne falde i søvn, med lydene omkring mig. ALT lyset i huset var tændt, mit fjernsyn var tændt, og gardinerne var rullet totalt ned, som ikke engang en bi kunne glo ind igennem vores vinduer, for har altid været bange for at se et par øjne glo ind af mine vinduer, med det klammeste blik, som kan få en kat til at skrige.. Jeg var hunderæd for det, og det var jeg også alle de andre gange jeg skulle være alene hjemme, det har været helt galt, og flere gange har jeg trådt flere skridt tilbage, og kun 1 skridt frem. Men det hele bliver vel kun bedre med tiden, tænkte jeg hvergang. Med tåre og lidelse har jeg undgået min angst, men den har altid været inde i mig et sted, og den kom frem hvergang jeg skulle være alene hjemme, i min mors lejlighed.

Men sidste år i August flyttede jeg på skolehjemmet i Hjørring, og det klarede jeg ret godt. Var nærmest ikke bange, men lyttede stadig efter alle de lyde som var overalt, for det var nye lyde som forvirret mig helt vildt faktisk. Men det klarede jeg mig også igennem, og blev rigtigt tryk der. Men nu har jeg rykket skridtet videre, og fundet mig en lejlighed, som jeg har boet i siden D. 1 Maj. Troede aldrig i mit liv, at jeg kun ville være 19 år og bo helt alene i min egen lejlighed?! Troede jeg skulle leve ved min mor hele livet, fordi jeg er så rædselsslagen for at være alene, men sådan skulle det ikke gå. Og her kommer min stolthed ind i det hele, og håber det er okay at være stolt af sig selv, når man er nået så langt i sit liv, med så kort tid. Inden jeg flyttede ind i min 30 Kvm lejlighed, troede jeg overhovedet ikke, at jeg ville kunne sove før kl. lort om morgen, når solen var ved at stå op. 1. fordi jeg ingen gardiner har. 2. fordi det er et nyt sted, med nye usle lyde. Men den første nat tændte jeg stearinlys og hørte en masse musik, og faldte faktisk hurtig i søvn, og sov til næste morgen uden at vågne en eneste gang, og har ikke haft problemer siden, med at sove, eller noget. SELVOM jeg ingen gardiner har, og folk kan glo ind, jeg er så pisse stolt af mig selv, at jeg faktisk er nået så langt, at jeg ikke er bange for at være alene, mit angst kan rende og hoppe lige nu – jeg er stærk og det skal aldrig nogensinde få mig ned igen, selvom det prøver ihærdigt på det. Jeg gik også alene hjem fra min søster igår i belhammerende mørke, uden at tænke videre over det, og det klarede jeg os! Er jeg mon ved at være voksen, og kan klare mig selv, uden at være bange og tænke over det?! Mit liv er ved at være perfekt, og godt – jeg har altid ønsket mig at komme over min angst, og at kunne være alene, og nu kan jeg?! Er så glad og stolt, det kan ikke siges nok gange.