SOLNEDGANG

JEG BESVIMEDE FOR ANDEN GANG

Der har været så mange problemer med mig de sidste par måneder ikke at det er nogle som har påvirket mig træls, eller gjort mig negativ. Jeg var jo til lægen for et stykke tid siden, og der fik vi snakket om en masse ting der lagde dybt nede i mig, som har gjort min barndom og liv til et helvede, men alligevel ikke. Jeg har jo haft det godt, meget godt men på nogle punkter ikke, men hvis i har lyst til at læse det så kan i finde det HER går også i dybten med mit læge besøg, som jeg selv synes er noget af det bedste jeg har gjort længe for mig selv, for det har hjulpet mig meget, er blevet mere rolig, går flere ture, og for det ikke skal være løgn så bliver jeg heller ikke så sur mere, som jeg gjorde førhen.

I sidste uge fik jeg brev om at jeg skulle møde op på sygehuset til blodprøver, og det har jeg ikke prøvet før, så det gjorde mig skide hammerende nervøs, hader sådan noget, og hader i det hele taget bare sygehuse og deres dufte derude af renhed og alt det der, adr! Mor og jeg tager derud i mandags og vi får et nummer, og vi sidder der godt og vel i halvanden time, før det bliver min tur, følte mig klar til at få taget den blodprøve.. Det var jeg dog ikke! Det hele gik fint hun stak mig, imens jeg fokuserede på at kigge den anden vej, da hun hiver nålen ud og sætter plaster på bliver jeg pludselig svimmel og faktisk rigtig dårlig, og det får jeg sagt, hun spørger om jeg vil have juice eller vand, får hurtigt en juice og føre den så op til min mund, men når simpelthen ikke at drikke noget inden jeg 2 – 3 minutter efter vågner op siddende på gulvet med 3 – 4 læger og sygeplejesker omkring mig, der prøver at få mig til at vågne igen, men kan bare huske at jeg hørte en læge sige ”Kathrine, træk vejret dybt ned i maven, igen og igen”. Jeg kunne ikke åbne øjnene, og sad stadig og hang med hovedet, fik dog åbnet øjnene, hvor jeg i mit chok bare begynder at græde og blev faktisk rigtig forskrækket, for det er som at få blackout, man husker virkelig synderlig ingenting, og det er som om man har været væk i flere timer. Bliver hjulpet en på briksen af lægge efterfølgende i 5 minutters tid, hvor jeg prøver at få mine ben til at virke igen, for skulle nødig vælte fordi mine ben ikke kan følge med. Det var virkelig en ubehagelig oplevelse og det er min anden gang. Min mor fortalte mig at jeg fik kramper og blev helt hvid og blå i ansigtet, som om man ligner et lig, puha! Den oplevelse må vi prøve at være foruden næste gang, hvor jeg SKAL lægge ned, og drikke en juice/cola imens de tager prøverne, for kan åbenbart ikke klare mosten af det. Vildt underligt. Finder efterfølgende ud af, at jeg blev lagt ned i juicen, som simpelthen var blevet tabt af mig, og derfor var der juice all over! Andre end mig der har prøvet at besvime? 

1

  • Puha, det lyder bestemt ikke rart, men jeg kan virkelig godt sætte mig i dit sted! Jeg har aldrig brudt mig om at få taget blodprøver og har to gange været ude for “næsten” at besvime efter at have fået taget blodprøven. Heldigvis er det ikke nået dertil, men man bliver simpelthen så frustreret og irriteret på sig selv. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg begyndte også at tude den ene gang, fordi jeg synes, det er så dumt, at det skal være så besværligt at få taget et stik, som mange andre har så let ved.
    Jeg plejer at sørge for at få noget at drikke og noget at spise inden, som lægger en god bund. Så kigger jeg væk og trækker vejret heeeeeeeelt ned i maven igen og igen. Når jeg så har fået taget blodprøven, tager jeg en føler på mig selv. Hvis jeg får svært ved at høre, så er det et tegn på, at jeg lige skal tage den med ro og hovedet nedad. Det sker desværre, men de har fuldt ud forståelse for det 🙂

    Jeg håber, det går dig bedre næste gang! <3
    Kram,

    http://nikkilund.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SOLNEDGANG