HVORDAN TÆNKER FOLK OM MIG? #DÅRLIGTSELVVÆRD

Godaften, håber i har nydt tirsdage. Jeg bruger aftnen med et glas iskoldt cola og lækre hindbær fra Føtex. Jeg har tænkt over noget siden i middags, men ved bare ikke hvordan jeg skal få det ud på skrift men nu vil jeg prøve, og håber det lykkes uden jeg taber jer alle sammen på halvejen. Mange af jer som følger med har fulgt mig i år tier og ved godt hvor svært jeg har haft det både med mig selv og andre mennesker, ikke sagt på den måde at jeg afskyr alt og alle, men at jeg godt kan have det svært i sociale sammenhæng, men hvis ikke du har fulgt med – så kommer der altså et lille skriv om det. Tag godt i mod mine tanker, og følelser der bliver blottet meget, vil jeg tro.
Da jeg gik i folkeskole i Kaas, der havde jeg rødt hår og briller og det var ikke noget jeg var glad for, for dengang var rødhåret og briller virkelig umoderne og det var ikke noget man skulle have, desværre. Men i de små klasser havde jeg også den smukkeste hud, og blev tit spurgt om hvordan jeg holdt min hud så glat, blød og enormt pæn, fik endda komplimenter for det.  Men jeg har lært at alting aldrig holder forevigt, og jeg fik sgu ret for i mine teenager år og i voksent-livet har jeg ikke gjort andet end at døje med diverse røde plamager og urenheder i hele ansigtet og gerne flere på engang, samt noget der fylder det hele – er meget træt af det, og det er noget jeg tit har tankerne på, for det er ikke skægt at man ikke har lyst til at gå udenfor en dør fordi man ikke sidder skide godt ud, det er sådan noget man ikke burde tænke på – men det gør jeg, og gør det hver dag, morgen, middag, aften og firetyvsyv!

Men i dag da jeg lavede et funny facts eller bare random shit på Instagram slog det mig pludseligt da en af mine instagram-veninder lavede et opslag hvor hun dyngede ud, at hun faktisk tænkte på hvordan folk ville se hende i virkeligheden, hvis hun blev genkendt på gaden, og føler lidt hendes tankegang for sådan har jeg det også!

‘Mon jeg er skeløjet og ligner creap’

Jeg er satans svær at lave aftaler med når man ikke har mødt mig første gang fordi jeg skal tage det vildeste tilløb før jeg siger ja, ellers skal jeg være drøn fuld og på rolleskøjter, men så husker jeg alligevel ikke aftalen, tja.. Jeg kan faktisk gå hen og blive fuldkommen frustreret og virkelig irriteret inden jeg skal møde en første gang, og det er bare sådan min krop reagere og efterfølgende vil jeg have hovedpine resten af dagen fordi min krop ikke kan kapere ‘nyt’. Og jeg ved godt hvorfor jeg reagere som jeg gør og det er netop fordi disse tanker løber og javer igennem hovedet på mig; ‘Hvordan andre folks øjne ser på mig”,  ‘Er mine urenheder nu dækket godt nok, tror du de lægger mærke til at jeg har et kæmpe horn i panden’, ‘SHIT, nu sidder håret ikke som det skal, er det mon pænt nok’, ‘Mon jeg er skeløjet og ligner creap’ – tanker som disse sidder med det samme oppe i hjernen på en og det er ubehageligt. Ved ikke hvordan jeg skal få dem til at gå væk, for jeg føler mig ikke som den pæneste, og slet ikke når jeg er slået fuldstændig ud, så holder jeg mig helst indendørs.

Er vi som personer alt for dømmende?

Jeg tror at vi i dagens Danmark er meget dømmende, og når man møder hinanden i byen ser man altid ned i jorden, kigger negativt på et andet menneske og kan ikke være en smule venlig, smile og sige hej til fremmed. Det burde være forbudt og noget gud burde forbyde at vi kan dømme mennesker bare når vi kigger på dem, hvorfor gør vi det egentligt? Er det ikke pisse meget forkert? JO, det skal stoppes!
Når jeg sidder i et selskab så er jeg altid den sidste der får et ord indført fordi jeg igen er skide bange for at sige noget der ikke er sammenhængende med det der bliver snakket om og så fordi jeg måske er ret god til at sige dumme ting – og er måske bange for hvad andre tænker om det jeg siger, og vil helst ikke have at de tænker noget om mig, så holder tit lav profil, selvom jeg har masser på hjertet jeg gerne vil ud med.

Men når jeg har spurgt folk om jeg ser godt nok ud, har de altid svaret ‘JA’ og det er også nogle jeg ikke kender. Ved godt at jeg ikke er perfekt, og det bliver jeg aldrig nogensinde – men bliver nødtil at få min selvtillid og selvværd lidt op og have gode oplevelser når jeg skal møde nye mennesker og ikke være et nervevrag der ikke ved hvor hun skal gøre af sig selv, haha. Jeg frygter virkelig at folk ikke kan lide mig og min personlighed – er en meget fjollede pige, som godt kan sige ting forkert, oveni det er jeg kun 146, og det tager også lidt på selvtilliden, for det ikke altid lut og lagkage at være så lav, det er frustrerende engang imellem. Men frygten burde jeg se i øjnene, for hvis folk ikke kan lide mig, er det vel okay? Vi skal jo heller ikke lide alle, men vis lidt næste kærlighed og omsorg, og vær venlig overfor andre, også selvom de måske ikke siger dig en dyt.

Første møde med en Instagram-veninde

For et par måneder siden blev jeg skrevet til af en der hedder Rikke om jeg ikke ville med til et event i Aalborg(shoppen) og først var jeg sådan ”Nej, det havde jeg bare ikke lyst til” og når jeg tænkte nærmere efter og mærkede nede i maven, så vidste jeg godt hvad jeg inderst inde havde lyst til, så jeg svarede hende at det ville jeg enormt gerne.  Da dagen kom var jeg som sædvanlig i dårligt humør herhjemme, da jeg ikke ved hvordan jeg skal beherske mig når det er nyt (werid, men sandt). Vi havde aftalt Rikke skulle komme og hente mig, og jeg havde prøvet alt mit tøj og jeg har jo intet i det skab som var godt nok lige den aften, sådan er det ALTID – men jeg blev færdig, og da Rikke skrev at hun var her hammerende mit lille, bløde hjerte som en hel flok heste – nok mest fordi jeg var bange for at Rikke og jeg ikke ville svinge og have ‘kemi’ og det værste der kunne ske ville være stilhed, og at ingen sagde noget som helst, det får mig til at kold svede og få det fysisk dårligt, det er det værste! Heldigvis, var Rikke sød og tror virkelig ikke der var 1-minut hvor vores munde ikke plaprede derud, og det var egentligt pisse rart, og ved i hvad? Nu er Rikke blevet en af mine gode veninder, hun bor tæt på mig og selvom vi ikke ses tit, har jeg allerede sendt de grimmeste fulde videoer, og nærmest drukket mig i hegnet i hendes selskab, og hun har også set min bløde side, med drama og ting man slet ikke burde vise så tidligt i et på begyndende venskab – men er kun glad for hun har været så åben overfor mig, og overfor min fjolledehed. Hun er en af de personer der ikke har dømt mig, og er sikker på hun synes godt om mig.

Det jeg egentligt vil hen med i dette blogindlæg er, at selvom jeg ikke ligner en million, så er det ikke ansigtet man skal dømme hinanden på, og det burde virkelig være ulovligt for mit vedkommende, vi skal være mere åbne overfor nye venskaber og bekendte og glemme ansigtet, lærer hinanden at kende på både godt og ondt uden fordømmelse og negativitet. Alle er pæne på hver deres måde og vi alle kan ikke have fuldkommen glat ansigt ligesom alle de kendte, og den perfekte krop? Come on, vi lever kun en gang og der skal være plads til det hele. Jeg vil prøve at slappe mere af i mig selv, og håbe folk ikke ser mine plamager og urenheder men personen bag ansigtet, for inden i er jeg faktisk rigtig sød. Okay måske lidt selvglad der, men det er sandheden.

Tak fordi i læste med så langt, det var noget af en omgang og rutsjebane tur i skulle igennem sammen med mig. Håber ikke i føler jer dømt og som dårlige mennesker og forresten så vil jeg lige sende lidt god karma jeres alles vej; Du ser brand hammerende godt ud i dag, og TAK fordi du læste med. Føler du dig nogensinde dømt af andre?  Du er velkommen til at dele med mig.