Nogle gange må man erkende sine nederlag..

Nogengange må man erkende sine nederlag, før det hele kan blive godt og bedre for mig i hvert fald. Det er noget jeg har gået og tænkt et del over og især når jeg er alene og ikke har andre omkring mig til at lave noget larm, og jeg bare sidder helt stille og lader mig selv tænke en masse ting igennem. Jeg har det ikke særlig godt fortiden, og det kan alle i mit selskab også godt mærke, er IKKE den glade Kathrine, som folk lærte at kende for nogle år tilbage, og ved virkelig ikke hvad det er gået galt, men noget er kommet frem i kroppen på mig, og det har været der længe, måske bare ikke ligeså meget som jeg selv føler det er nu. Det kan være få ting, som kan få mit bære til at flyde over, og få mig til at stor tude, og det er egentligt ikke noget man behøves lave en konflikt ud af, men det gør jeg, og gør det urimelig tit og det går ud over min kæreste, som har svært ved at sætte sig ind i hovedet på mig, og hvad der sker for mig, og forstår ham også godt – forstår det nemlig ikke selv, det er så uklart for mig hvorfor jeg skal opfører mig så dumt, så modbydeligt, og være så frustreret over de små ting som man burde sige ”PYT” til?! Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og tænke pyt, i stedet for at flyve op i det røde uden at tænke mig om, men eftersom det har stået på i nogle år nu, så er jeg ved at indefinde mig i at jeg måske kan fejle noget, et eller andet som går ind og forstyre mine tanker, og mig i at være glad og kunne leve et ganske normalt og fedt liv.

Så sent som i lørdags hvor mit anlæg gik i stykker, ledte mig og Patrick efter min kvittering som selvfølgelig var væk og borte – han sagde bare til mig ”Du kan nok ikke få den byttet uden kvittering” der slog det klik for mig, og det hele går så hurtigt at jeg ikke når at tænke mig om, blev sur, trist og så var det hele pludselig noget lort, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, men nåede ind i mig selv, men det gik hurtigt væk og igen blev jeg sur og ked af det, og det gik ud over ham jeg elsker så højt, og han forstår jo ikke hvorfor, og hvordan skal han kunne det, når jeg ikke engang selv kan sætte ord, eller noget på det! Et anlæg kunne ødelægge hele min ellers så hyggelige lørdag, og om søndagen fulgte det hele med mig fra om morgen til senere, dog da jeg tog til min venindes fødselsdag gik det væk, men da Patrick så pludselig ikke holdte vores aftale blev jeg både skuffet, sur, ked af det, frustreret og havde virkelig lyst til at kyle min hånd ind i muren og fik dog også smadret en Mokai ned i jorden, det hjalp åbenbart ikke nok på mig, for døren i lejligheden fik også hele turen, og det er SLET ikke okay, så langt er jeg nået men når jeg det punkt hvor jeg ikke kan styre mig selv, så er der ingen der kan komme ind i mig, før jeg selv er faldt ned igen, og det tager tid, og bruger alt min energi og kræfter på det.. Her fik i ET indblik af alle de 38646238 hendelser som forgår for mig hver evig eneste dag, og forhelvede hvor er jeg ked af det, ked af jeg skal skuffe så mange omkring mig, med min negativitet og mine frustationer.. Jeg kan ikke gøre andet end at undskylde overfor dem der er omkring mig, og sige jeg nok skal få gjort noget ved det nu, for det går ikke mere..

Jeg er nået så langt at jeg skal have en samtale med min læge, omkring mig selv og jeg skal tjekkes i hoved og røv for måske fejler jeg noget som depression, stress, autisme eller ADHD, ikke at jeg håber det, men er kommet så langt i mine 21 år, at jeg bliver nødtil at gøre noget ved det, og få det godt igen, for et eller andet ER der altså galt med mig, ingen fortjener at gå og være ked af det nærmest hver dag, gå med tanker om man ikke er god nok, fordi man hele tiden såre dem omkring en – jeg vil ikke såre flere, men desværre prøver jeg alt hvad jeg kan for at gøre det bedre, men hver gang jeg fortæller mig selv, at jeg skal være god i dag, smile og være glad – så bliver det omvendt, det er som om min krop ikke vil lade mig være glad og nyde mit liv, sammen med min kæreste. Det er noget som tære på mig HVER EVIG ENESTE FUCKING DAG, nu skal det være, nu skal der gøres et eller andet og håber en samtale med lægen, at det enten kan gøre mig klogere eller stille mig videre til en udredning, det er ikke forsent selvom jeg er 21 år. Klap dig selv på skulderen Kathrine, det sgu da flot du som 21 år, tager kampen op mod dig selv, og ikke lader din krop gøre andre og mig selv ondt mere. Jeg kan heller ikke holde til det mere, vil ikke græde mere, vil ikke gøre andre ondt, og vil kunne gennemføre noget uden at gøre det flere gange, og så vil jeg være en god kæreste, og veninde – selvom jeg tvivler på, at jeg kan være det. Men hvis jeg ikke gør noget nu, så mister jeg snart herredømmet over mig selv, og så bliver det slet ikke bedre, men det værste er at jeg såre ham jeg lever med, og det har jeg SLET ikke lyst til, så nu skal det være, selvom det måske bliver en hård kamp, måske er det bare en tanke jeg har mig, eller måske er det en lidelse jeg skal døje med resten af livet, hvem ved?! Jeg håber på det bedste for min kæreste, familie, venner og min egen skyld. Tak fordi i læste med så langt, der kommer en opsummering, nu skal lægen i første omgang kontaktes. Nogen der har det på samme måde, fejler noget – som har det på min måde?! FORTÆL gerne!